Med lange gummistøvler på trasker jeg gennem den fugtige skov i den tidlige morgen. Hilser på de sædvanlige, der ligesom jeg går ud på denne tid af dagen- ellers er her fredelig og stille. Kun i mit hoved kører den dramatiske musik.
Et skrig lyder et par meter inde i skoven. Jeg har forstyrret en rovfugl, der letter med sin morgenmad, der denne morgen består af egern.
Lidt længere henne af vejen ligger der rester af bitavler (???? hedder de det?) ved siden af et hul i jorden, hvor en flok hvepse eller bier sværmer.
Jeg trasker videre. I mit lydspor er en sanger dukket op. Han beretter om sin store kærlighed og sine håb for fremtiden.
Og jeg spekulerer over noget besynderlige: at jeg under en kort meditationsøvelse den anden dag pludselig kom til at tænke på min mormor og savnede hende. Hende har jeg ikke tænkt på længe ....... det må være en følgevirkning af et familiebesøg ugen før, hvor vi så billeder af hendes forædre - mine oldeforældre - og fik fortalt noget af deres historie. Til dele af deres liv kunne mit lydspor måske godt bruges. Det har været et hårdt liv, de levede - som bønder på heden, der brød heden, som man siger. Sidenhen blev de hædret for det, og det var et billede fra den dag vi så. Oldefars første kone døde kort efter deres bryllup af tuberkulose. Så giftede han sig med hendes søster......som døde af tuberkulose kort efter deres bryllup. Og så giftede han sig med min oldemor som var sund, stærk og smilende....kan jeg se på billederne af hende....og i min mormors væsen. Den historie endte godt. Med kærlighed, børn og forholdsvos velstand på baggrund af hårdt arbejde.
Hjemme igen sætter jeg vand over til te og tænder for CD'erne, der ligger parat på anlægget. Og violinerne starter liiige så stille...med sørgmodigheden og smerten i sit væsen.
Jeg hører Aida - og her, hvor lyden ikke længere kun er et for andre uhørligt lydspor i mit indre, kommer der et indre billedspor af Ægyptiske soldater med fakler, af søjler, balletbørn, konger, dronninger, præster og slavinder.
Hvor billederne kommer fra? Ja det gør de fra arenaen i Verona, hvor jeg en sommernat med champagne (til15 euro pr. glas! UPS!!) i hånden og min søster ved min side sad tryllebundet og så den fantastiske opførelse af Aida, spillet som den blev det ved den første operaforestilling i arenaen i 1913. Med omkring 200 mennesker på scenen. Det var STORT!
Men den historie ender knap så godt! Altså historien om Aida.
Turen var en anden sag...men det kan jeg måske fortælle lidt mere om en anden dag.
På gulvet klør hunden sig...igen!?! Den har vel ikke fået lopper????!
