søndag den 6. juli 2025

 Sommer i Grækenland

Middag på græsk café i by uden mange turister. Det er søndag og familier og venner (mandlige) mødes over en øl og lidt mad til deling; græsk salat og blæksprutter. Ny bekendt støder til og bydes ind i fællesskabet. Ældre mænd spiller kort. En enkelt sidder alene. Den lokale pater går igennem her hos Mamos i Triovasalos og bliver hilst af flere. Græsk musik i højtaleren. Tobaksrøg i den sommerheden luft ligger som et duftspor på den store udendørs terrasse med træer, halvtag og parasoller som beskyttelse mod solen.

Når jeg er landet her i den meget lidt turistprægede by, er det fordi jeg har booket ophold i Petrinellas Guesthouse. Og det har jeg fordi hendes mand Rod Feldman udbyder kajak ture. Sammen med en veninde har jeg købt en pakke med 8 overnatninger og 6 rodage.

For 3. gang!

Da vi tog hertil i 2017 for første gang var det efter jeg i sommeren 2016 først mødte en familie fra Aarhus, der anbefalede stedet og siden mødte et par fra Vejle, der gjorde det samme. Så jeg lokkede min veninde, der er endnu mere glad for kajakroning og har mange flere kilometer i armene end jeg har.

Da jeg var landet her første gang og endte i vandet ved en udramatisk kæntring overvejede jeg om jeg var bindegal, siden jeg forestillede mig at jeg kunne ro i det Ægæiske øhav som 56-årig. Men nu er jeg her altså igen og fylder snart 64. Lokket hertil af det fantasiske setup, der tilbydes her og det helt fantastiske ro-vand, badestrande og snorklingsmuligheder. 

At komme her igen og igen er der tilsyneladende en del der gør for der spørges på tværs af nationaliteter om man har været her før og hvor mange gange.

Det er ikke pakkerejser man køber hertil, så man ror med forskellige løbet af ugen. Flere har som os købt en pakke med 6 ro-dage. Andre er på ø-hop og med enkelte dage eller har en ferielejlighed med familien og kommer en enkelt dag eller bliver måske grebet af turene på vandet og booker igen og igen. Der er en hyggelig stemning mellem roerne og den er selvfølgelig slået an af ejeren Rod Feldman og hans altid dygtige personale. Søde, dygtige og saxofonspillende italienske Dario har været en del af teamet de sidste 6 år. Det føles trygt og godt at være med dem på vandet. De har styr på tropperne og et vågent øje på alles trivsel.

I dag har jeg desværre måttet springe turen over, men så fik jeg jo besøgt en hyggelig restaurant. Nu sidder jeg og venter på, at flokken vender tilbage fra dagens tur. Dagens sidste punkt: at nyde en drink i solen, det kan jeg godt være med på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar